Vintermøde 2026
Faglig tyngde og fremtidsperspektiver på årets vintermøde
Der var både erfaringsopsamling og blik for fremtiden, da det nyligt afholdte Vintermøde samlede branchen i Sakskøbing sportscenter. Med et tætpakket program og deltagelse af knapt 300 gæster bestående af både sukkerroerdyrkere, rådgivere og firmafolk, blev dagen et centralt mødested for videndeling og dialog om sukkerroedyrkningens aktuelle udfordringer og muligheder.
Programmet spændte bredt og tog afsæt i ”Året der gik”, hvor erfaringer fra den seneste vækstsæson og kampagne blev gennemgået. Her blev der sat fokus på dyrkningsresultater, sygdomstryk og praktiske erfaringer, som kan danne grundlag for justeringer og strategiske valg fremadrettet. Oplæggene gav et nuanceret billede af sæsonens udfordringer og viste samtidig, hvordan viden fra marken kan omsættes til konkrete forbedringer.
Årets aktuelle emne var i år den nye kvælstofreguleringsmodel, der træder i kræft fra 2027. Her var Tavs Nyord, der er fagchef hos Seges, inviteret til at give et bud på, hvad det betyder for sukkerroedyrkerne og de sædskifter der skal arbejdes videre med fremover. Oplægget fra Tavs blev fulgt op af sukkerroedyrker Michael Hansen, der gav sit bud på, hvordan det kan komme til at se ud på hans bedrift. Et par spændende og yderst relevante indlæg, der blev godt modtaget af forsamlingen og som gav anledning til en del spørgsmål efterfølgende.
Vintermødet blev rundet af med et samlet perspektiv på overgangen fra sæson til strategi, hvor dagens faglige input blev sat i sammenhæng. Deltagerne kunne tage både ny viden og konkrete overvejelser med hjem, og mødet understregede endnu en gang sin rolle som et vigtigt fagligt samlingspunkt for inspiration, netværk og fælles retning for den kommende sæson.
Præsentationer:



