Publikationer

Her på siden kan du finde rapporter og andet udgivet materiale. Rapporter fra 2009 og frem findes tilgængelige og læsbare her på vores web. Du kan også hente dem ned som PDF-filer. Rapporter fra 2008 og tidligere findes kun som PDF-filer. Rapporterne er skrevet på enten dansk eller svensk men indeholder alle et engelsk sammendrag. Du kan også finde alt NBR materiale som publiceres i tidsskrifterne SukkerroeNyt og Betodlaren.

Filter søgning

Type af publikation
Forsøgsår
Sprog
Emne
Dato

Med målet om højst muligt sukkerudbytte i marken, er det vigtigt at bekæmpe bladsvampe i rette tid. Bladsvampenes smittetryk, forekomst og udvikling afhænger især af aktuelt vejrlig og af den dyrkede sort.

Kåltrips er et af de tidligst forekommende skadelige insekter i sukkerroer, og der er kun to bekæmpelsesmidler der pt. er tilladt til bekæmpelse – bejdsemidlet Force (virker primært på underjordiske angreb), og sprøjtemidlet Lamdex. NBR har arbejdet med kåltrips i en årrække, men det har ofte vist sig, at det er temmelig vanskeligt at lave gode markforsøg med kåltrips på grund af de meget varierende angreb uden medfølgende skader, som påvirker udbytte. Der blev i 2024 planlagt særlige forsøg med kåltrips med det formål at undersøge, om det er muligt at indsamle kåltrips og under mere kontrollerede forhold at undersøge effekt af forskellige behandlinger.

Det har været en udfordrende start på sæsonen på mange måder. Sen såning, og derefter delvist meget våde forhold og vind, krævede præcision og timing omkring såning og ukrudtsbekæmpelse. God maj, juni og juli, der favoriserede vækst med gunstige temperaturer og regelmæssig regn. Efter sensommervejret startede i august går oplagringen af sukker i roerne på højtryk. Besøg i forsøgene i dyrkningsområdet viser dog at der er lidt mere variation end normalt.

2024 er sidste år, hvor vi kan anvende Safari (triflusulfuron-methyl) som ukrudtsmiddel i sukkerroer. Dette gælder ikke bare i Danmark, men i hele EU, hvor Safari er forbudt at anvende eller opbevare efter d. 20. august 2024. Safari har indtil nu primært været anvendt i ukrudtsstrategien til at bekæmpe spildraps samt andre besværlige ukrudtsarter som f.eks. hundepersille og kamille. I Danmark er vi udfordret af, at vi ikke har ret mange andre aktivstoffer til rådighed i sukkerroerne – så det er vanskeligt at finde et alternativ.

Hvor lang tid går der før frosne roer ikke længere er leveringsegnede og hvor meget frost kan en roe, der står i jorden egentlig tåle? Det og mange flere aspekter af frosthåndtering diskuteres mere detaljeret i denne artikel.
I løbet af de sidste to kampagner har vi nu oplevet frostperioder, som har forårsaget betydelig skade på roerne. I år drejer det sig både om roer, der blev frostskadet i jorden, men også beskadiget roemateriale i kulerne. I denne artikel vil vi grave dybere ned i de faktorer, der har betydning for, hvor store skaderne bliver, og hvordan vi kan undgå dem i fremtiden

NBR har i samarbejde med blandt andet Sveriges Landbrugsuniversitet igangsat diverse aktiviteter for at kvantificere og afdække mulighederne for at reducere sukkerroedyrkningens klimaeffekt. Med denne artikel gives en indledende oversigt over relevante klimaeffekter med et første forsigtigt bud på effekten af diverse virkemidler.

Snart spirer nye planter frem i sukkerroemarkerne igen, og det giver anledning til at opfriske aktuelle bekæmpelsestærskler for de insekter, der ved større forekomster og i visse vækststadier, kan være skadevoldende på planterne.
Regelmæssige gåture i roemarken med opmærksomhed på insekter samt et kik til den aktuelle monitering/varsling, kan give et godt overblik over den igangværende situation.

På trods af, at det i skrivende stund regner, og markerne er alt for våde til at man kan køre i dem her i slutningen af februar, så er der ikke længe til at vi skal have styr på strategierne for ukrudtsbekæmpelsen til kommende sæson. Vi vil i det følgende præsentere nogle resultater fra sidste års forsøg med ukrudtsstrategier – og forsøge at komme med nogle enkle konklusioner.

Svampebejdsning med Tachigaren og Rampart er undersøgt i fire forsøg. Angrebene har været moderate – således er i gennemsnit 10 pct. af planterne i ubehandlet angrebet med rodbrand i den første registrering og 4 pct. af planterne i den anden registrering. Det moderate angreb har givet anledning til lave plantetal. Der er observeret generelle merudbytter for bejdsning med Tachigaren mod rodbrand på mellem 3 pct. og 6 pct. højere relativt sukkerudbytte for de bejdsede led, hvilket svarer til 563 til 707 kg. sukker pr. hektar. Flere års forsøgsresultater viser at bejdsning med Tachigaren medfører bekæmpelse af rodbrand og højere endelige plantetal. Der er opnået varierende merudbytte med tendens til 2-3 pct. højere relativt sukkerudbytte i gennemsnit over de sidste 11 år. Leddene med frø behandlet med blandingen af Tachigaren og Rampart tyder på, at der ikke har været nogen effekt af penthiopyrad mod de sygdomme, der er til stede i forsøgene. Dette er som forventet, da forsøgslokaliteterne er blevet aktivt udvalgt til ikke at indeholde sygdomme som phoma eller rhizoctonia – og derfor forventedes det ikke at have udbytte af at bruge Rampart i disse forsøgsområder.

423-2023 Mikkel Nilars, NBR
Hent rapport som PDF Læs mere

I et forsøg er bekæmpelse af bedebladlus undersøgt med syv forskellige insekticider og tre alternative midler. Seks dage efter behandling kan der observeres høj effekt på over 95 pct. af Pirimor 500 WG, Teppeki, Movento SC 100 samt Carnadine. Lavere effekt på mellem 78-84 pct. observeres med midlerne Lamdex, Mavrik og Fibro. Laveste effekt på under 40 pct. ses af behandlinger med Azatin EC + Wetcit samt Siltac SF.
Blandt de afprøvede midler er Pirimor 500 WG og Teppeki godkendte i sukkerroer, Movento SC 100 er godkendt til mindre anvendelse. Lamdex er også godkendt mod bladlus, men kun frem til seks-bladstadiet.

469-2023, Anne Lisbet Hansen
Hent rapport som PDF Læs mere

Angreb af trips er behandlet med Lamdex i et stribe- og et parcelforsøg i 2023. I stribeforsøget har behandling med 0,2 kg Lamdex pr. ha på planternes første sæt løvblade med ca. 30 pct. skadede planter reduceret angrebet to uger efter, men der er ikke opnået merudbytte for behandlingen ved optagning.

I parcelforsøget er der behandlet med 0,2 kg Lamdex pr. ha tildelt på kimblad- og/eller to-bladstadiet på planter med skade af trips på henholdsvis ca. 3 og 40 pct. Behandlingerne viser tendens til at reducere angrebet. Ved optagning indikeres et merudbytte på mellem 3 og 4 pct. for behandling, men uden sikker forskel til ubehandlet. Der blev i forsøget også behandlet med det ikke-godkendte insekticid Mavrik (0,2 l pr. ha), som viste tilsvarende resultat.

I gennemsnit af fem og tre års forsøg ses tripsangreb at blive reduceret ved behandlinger med en eller to sprøjtninger med Lamdex eller Mavrik, og der måles merudbytte på mellem 0 og 2 pct. uden sikker forskel til ubehandlet.

461-2023, Anne Lisbet Hansen, NBR
Hent rapport som PDF Læs mere

I tre forsøg 2023 med angreb af hovedsagelig bederust er forskellige strategier til bekæmpelse af bladsvampe undersøgt.
Højeste udbytte og nettoindtægt ses i årets forsøg med tankblandinger. Blandt tankblandinger indikeres blanding mellem 0,3 liter Comet Pro og 0,55 liter Propulse SE 250 pr. ha at være stærkere end blanding mellem 0,5 liter Amistar Gold og 0,55 liter Propulse pr. ha. Resultaterne indikerer, at i tankblandingen kan dosis af den ene blandingspartner reduceres afhængigt af aktuelt smittetryk og sortsmodtagelighed. Blandt de rene midler indikeres Comet Pro at være stærkere end Amistar Gold og Propulse. Tilsætning af Thiopron til Propulse har indikeret en svag udbyttestigning.
Bekæmpelse af bladsvampe har i gennemsnit over flere års forsøg vist at medføre udbytteforøgelse på 2,0 tons sukker pr. ha svarende til 13 pct. merudbytte og 2.900 kr. pr. ha i nettoindtægt.

402-2023, Anne Lisbet Hansen, NBR
Hent rapport som PDF Læs mere

I et enkelt forsøg med rust som den fremtrædende bladsvamp, er bladsvampestrategier med en, to eller tre behandlinger med enten soloprodukter eller tankblanding undersøgt ved to optagningstider. Ved begge optagningstider, 26. oktober og 22. november, ses højeste merudbytte og nettoindtægt med to svampebehandlinger, og resultaterne indikerer at tankblanding (0,3 liter Comet pro + 0,55 liter Propulse) giver lidt højere merudbytte og nettoindtægt end behandling med soloprodukterne 0,55 liter Propulse efterfulgt af 0,3 liter Comet Pro pr. ha. Flere forsøg med forskellige optagningstider samt svampestrategier med reducerede doseringer bør udføres for at kunne drage en mere sikker konklusion.

406-2023, Anne Lisbet Hansen
Hent rapport som PDF Læs mere

Bederust har igen i 2023 været den dominerende bladsvamp. De første symptomer blev observeret første uge i august, og bladsvampen udviklede sig relativt langsomt i første halvdel af august for derefter at øges i udvikling frem til optagning. Lokalt og relativt sent er der set angreb af bedemeldug. Forekomst af Cercospora er set i de fleste marker og gennemsnitligt på et relativt lavt niveau, men i nogle marker mere udbredt i september og oktober. Første varsling for bekæmpelse er udsendt i uge 31 (31. juli – 6. august).

407-2023, Anne Lisbet Hansen, NBR
Hent rapport som PDF Læs mere

Konklusioner (på basis af 1., 2. og 3. forsøgsår / forsøgsserie afsluttet)
• Udbytteniveau i hovedafgrøder (byg, havre, hestebønner, sukkerroer) var på samme niveau i tre og seks meter striber (ingen signifikante forskelle i gennemsnit for tre års dyrkning).

• Samlet set har der i de tre forsøgsår været begrænsede skader fra sygdom og skadedyr og overvejende uafhængigt af stribebredderne på tre og seks meter.

• Markante skader fra stankelsbenslarver samt insektgnav i hestebønner og sukkerroer indikerer, at visse skadedyr kan opformeres i et stribebaseret dyrkningssystem, hvor der hvert år dyrkes de samme afgrøder. Tre års undersøgelser er dog for kort tid til at konkludere, om der på sigt vil opstå mere hensigtsmæssige balancer mellem skadelige og nyttige organismer.

• Udvikling af bladsvampe i sukkerroer var væsentligt reduceret i forhold til forekomst af bladsvampe generelt i roedyrkningsområdet samt økologiske sortsforsøg. Forsøgsdesignet er dog ikke velegnet til at konkludere, hvorvidt dette alene kan tillægges stribevis dyrkning.

• Efter diverse udfordringer i 2021 har robotbaseret dyrkning generelt forløbet uden problemer i 2022 og 2023. Konsekvent anvendelse af robot med samme vægt og sporvidde har dog ført til markant sammenpakket jord i de fastliggende kørespor.

• Der henvises i øvrigt til kommende afrapportering fra øvrige projektpartnere vedrørende forekomst af nyttedyr m.m. (https://icrofs.dk/en/research/danish-research/organic-rdd-6/stripcrop)

711-2023, Otto Nielsen, NBR
Hent rapport som PDF Læs mere

I to forsøg er det undersøgt, om det kan være en fordel at båndsprøjte mod bladsvampe fremfor almindelig bredsprøjtning. En række dyser er undersøgt og sammenlignet med relevante referencedyser. I begge forsøg var bederust den dominerende bladsvamp, og de fundne forskelle mellem behandlinger har været meget små. Der blev kun fundet meldug i det ene af de to forsøg. Resultaterne viser tendens til, at det er led 5 med rækkesprøjtning, fin dyse og lav vandmængde som gav bedst svampeeffekt overfor meldug i forhold til de øvrige led. Når man ser på udbytte, så var der ingen signifikante forskelle mellem behandlingerne, men det var igen led 5 med rækkesprøjtning, fin dyse og lav vandmængde som gav højest merudbytte for svampesprøjtning. Generelt må konklusionen være, at dyssevalget ikke er afgørende for effekten mod svampesygdomme – og dermed er timing og valg af middel og doseringer det vigtigste for en god effekt af svampesprøjtningerne.

412-2023, Mikkel Nilars, NBR og Andrius Hansen Kemezys, NBR
Hent rapport som PDF Læs mere