Conviso Smart

Conviso Smart

Systemet med ALS‑tolerante sukkerroer i Conviso Smart har hurtigt fået stor udbredelse i Sverige og udgjorde i 2025 knap 70 % af det svenske sukkerroeareal.

I Danmark er produkterne godkendt, men endnu ikke markedsført, som følge af en meget lav godkendt dosis af herbicidet Conviso One. Conviso Smart systemet anvendes derfor ikke pt. i sukkerroedyrkningen i Danmark.

Smart ukrudtbekæmpelse

Fordele ved Conviso Smart

Conviso One, som er grundlaget for ukrudtsbekæmpelsen i Conviso Smart, er meget effektiv med både blad- og jordvirkning.

Hovedstrategien i landene omkring os har været to behandlinger, hvilket i mange tilfælde har givet en meget god effekt mod både græsukrudt og bredbladet ukrudt. Resultaterne kan dog ikke direkte overføres til Danmark pga. forskellen i den godkendte dosering.

NBR har de sidste år udført en række forsøg med anvendelse af Conviso One til rækkesprøjtning i kombination med traditionelle ukrudtsmidler og radrensning. Denne anvendelse har vist sig yderst effektiv mode især problemukrudtsarter som f.eks. spildraps og hundepersille samt vildroer.

Ulemper ved Conviso Smart

Conviso One består af to aktive stoffer, som begge har samme virkningsmåde og tilhører den resistensudsatte gruppe ALS-hæmmere. Selv om der i hovedanbefalingen tilsættes for eksempel fenmedifam (Betanal), er der stadig en tydelig forskel i antallet af virkningsmekanismer sammenlignet med en mere traditionel strategi.

Det har også vist sig, at der allerede nu findes forholdsvis mange marker, hvor effekten af Conviso One ikke er tilstrækkelig, og hvor formodet resistens er den primære årsag. Resistensproblemerne gælder græsukrudt, især agerrævehale, men i stigende grad også almindelige bredbladede ukrudtsarter som for eksempel hvidmelet gåsefod, svinemælde, fuglegræs, pileurt, kamille og valmue.

Fremtiden for Conviso Smart

Conviso Smart er et effektivt og tidsbesparende system, men i sin nuværende form er det sårbart over for resistensopbygning. Som Conviso Smart markedsføres nu, er der en tydelig risiko for, at konceptets holdbarhed er begrænset. Der er behov for en tilpasning af konceptet til faktiske markforhold og en mere robust herbicidstrategi kombineret med mekanisk bekæmpelse, så vi kan udnytte systemet fuldt ud over længere tid.

Feltforsøgsvirksomhed

I vores ukrudtsforsøg undersøger vi forskellige strategier for at gøre Conviso Smart mere robust og bedre håndtere de arter, der risikerer at udvikle resistens. Der vil ikke være én universel løsning; ligesom tidligere skal tilpasningen ske på markniveau efter ukrudtsflora og jordbundsforhold i henhold til klassisk IPM.