Bejdsning mod rodbrand
Konklusion
I fire forsøg er effekt af svampebejdsning med Tachigaren (14 g ai) og Thiram (7 g ai) undersøgt. Svampebejdsningerne har givet flere planter ved tidlig fremspiring og tendens til flere planter ved fuld fremspiring. Der har i årets forsøg været 3-7 pct. angreb af rodbrand, og der er tendens til, at bejdsningerne har reduceret angrebene. Der er opnået 1-4 pct. merudbytte uden sikker forskel.
I gennemsnit af forsøg udført 2000-2015, har bejdsemidlerne resulteret i sikre højere tidlig og endelig fremspiring samt lavere angreb af rodbrand.
Conclusion
In four trials the effects of seed treatment with Tachigaren (14 g ai) and Thiram (7 g ai) are tested. In the trial 2015, the seed treatments have resulted in significant higher plant numbers at early emergence and there is a tendency to higher plant numbers at full plant stand compared to untreated. In average 2000-2015 there are significant higher plant numbers and reduction in damping off in the seed treatments.
Formål
Bejdsning mod tidlige angreb af svampe undersøges med fungiciderne Thiram og Tachigaren i forskellige doseringer. Effekt på fremspiring, angreb af rodbrand samt udbytte er undersøgt.
Standardbejdsning af sukkerroefrø i DK består af Thiram (6 g TMTD) og Tachigaren (14 g hymexazol).
Thiram virker især mod de former for rodbrand, der skyldes svampene Pythium og Phoma. Tachigaren virker specielt mod Aphanomyces, men har også effekt på Pythium. Angreb af Pythium ses ofte hyppigst ved kølige og fugtige forhold. Angreb af Aphanomyces ses især ved sen såning hvor planterne er små ved lune og fugtige forhold.
Metode
Fire forsøg placeret ved Sofiehøj Holeby (844 SOF), Bandholm (845 KN), Nakskov (846 GE) og Maribo (847 TM) er anlagt i et randomiseret blokdesign med otte gentagelser; fire til opgravning og bedømmelse af syge planter og fire til optagning. Anvendt sort er Louisa KWS (RT, NT), der i hvert forsøgsled er bejdset med forskellige doseringer af Thiram og Tachigaren, som angivet i tabel 1.
Alle forsøgsarealer til 2015 er i februar undersøgt for indhold af smittestof af jordbårne svampe. I væksthus er en modtagelig sort dyrket i jordene, og angreb af rodbrand er vurderet 7, 14, 21 og 28 dage efter fremspiring. Et rodbrandindeks 0-100, der angiver risiko for rodbrand, er derved fundet. På basis heraf er de fire forsøgspladser udvalgt. Rodbrandindeks på forsøgsarealerne ligger mellem 52-91, hvilket angiver middel til høj risiko for angreb af rodbrand forudsat, at der forekommer optimale forhold for opformering af de jordbårne svampe. På planter, der er opvokset i jordprøverne, er der identificeret angreb af Aphanomyces cochlioides, Fusarium culmorum, Phytium, og Rhizoctonia.
Forsøgene er sået i perioden fra 20. marts til 8. april og er taget op i perioden fra 18. til 22. september.
Resultater og diskussion
Fremspiring, rodbrand og sundhed
Ved 50 pct. fremspiring i gennesnit af de fire forsøg resulterer led 2 (Thiram 7g), og led 5 (Thiram 6g, Tachigaren 14g) i 61.330 og 59.380 planter pr ha hvilket er statistisk sikkert højere end antal planter i led 1 ubehandlet, som viser 53.360 planter pr ha (tabel 1).
I forsøg 847 TM viser led 2 (Thiram 7g), 4 (Tachigaren 28g) og 5 (Thiram 6g, Tachigaren 14g) flere planter ved 50 pct. Fremspiring end led 1 ubehandlet og led 3 (Tachigaren 14g).
Ved fuld fremspiring resulterer alle behandlinger i høje plantetal mellem 92.660 og 98.910 planter pr ha. I forsøg 847 har led 1 ubehandlet lavere plantetal end de bejdsede forsøgsled 2-5.
Ved første rodbrandbedømmelse varierer pct. planter med rodbrand i ubehandlet i de fire forsøg fra 2 til 6 pct. I anden rodbrandbedømmelse er der mellem 4 og 11 pct. planter med rodbrand, se foto 1. Ved første rodbrandbedømmelse er der en tendens til, at de bejdsede led resulterer i færre syge planter end det ubehandlede led. Dette er statistisk sikkert ved anden bedømmelse, hvor 7,0 pct. syge planter i ubehandlet bliver reduceret til mellem 2,1 to 3,2 pct. syge planter i bejdsede led, hvilket svarer til 54-70 pct. effekt. Der er ikke sikker forskel på pct. syge planter mellem de bejdsede led, men der er en tendens til at led 3 (Tachigaren 14g), 4 (Tachagaren 28g) og 5 (Thiram 6g, Tachigaren 14g) viser de laveste pct. syge planter, tabel 1. Symptomerne er blevet identificeret til at skyldes hovedsagligt angreb af Aphanomyces cochlioides og Pythium.
Udbytte
Svampebejdsningerne viser tendens til at give mellem 1 og 4 pct. merudbytte i forhold til ubehandlet, tabel 1. I et af de fire forsøg 847 TM er der opnået et statistisk sikkert merudbytte på mellem 4-11 pct. Højeste merudbytte er opnået i led 2 (Thiram 7g). I forsøget er der opnået statistisk sikkert højere plantetal ved 50 pct. og endelig fremspiring. Niveau i rodbrand har ikke været meget højt i forsøget, kun mellem 3 og 4 pct. i ubehandlet, men det kan skyldes, at nogle af de syge planter nåede at visne inden vurdering.
Der er tidligere i denne forsøgsserie opnået høje merudbytter i enkeltforsøg. I 2011 og 2012 blev der målt op til 11 pct. i merudbytte på en lokalitet. På denne lokalitet blev der også fundet violet rodfiltråd ved optagning. Dette er ikke tilfældet i forsøg 847 TM.
I gennemsnit af flere års forsøg viser svampebejdsningerne, at give statistisk sikre højere plantetal og lavere angreb af rodbrand med 44-60 pct. effekt. Der er ikke opnået sikre merudbytter ved svampebejdsningerne, tabel 1.